Det bekymrede ikke bedstefar at køre i blinde. Sammensunket i sædet, med hænderne nederst på rattet og en cigaret hængende lydigt brændende i mundvigen, var der ikke andet at se af ham udefra end hatten. Den opadbøjede spids af øjenbrynet var i længden blevet gul af nikotin. Denne usædvanlige blonde farve midt i alt det hvide hår, der bredte sig ubønhørligt, virkede som en sidste lille flamme af ungdom, som om livet havde foretaget et strategisk tilbagetog til denne svovlgule spids. Det skabte en vis asymmetri i forhold til det andet øjenbryn, der var uplettet, og fik én til at se spor af halvsidig lammelse i det gamle ansigt, et indtryk der bestyrkedes af det stirrende halvt lukkede højre øje, som røgen altid sved i, så han regelmæssigt måtte blinke med det og dermed rykkede overskægget skævt ligesom Chaplin. Han virkede så hensunken og fjern, at man skulle tro, han var faldet i søvn : det var han faktisk også tit...

Efter normale begreber er den alvorlige Joseph - handelsrejsende i porcelæn og andet køkkenudstyr, der i 1940' og-50' erne kører Bretagne tyndt med sine tunge kufferter fydlt med vareprøver - ikke nogen stor mand. Men hjemme i sin egen landsby er Joseph med sin beslutsomhed, sunde sans og store opfindsomhed en legende. Og set med drengens - fortællerens - øjne rager faderen op som den største af alle : solid, tryg og pålidelig. Præcis det Bretagne og dets urokkelige grund af granit, han bygger sit livs projekt på - men som også kommer til at koste ham livet.
Et varmt, kærligt, humoristisk, men også smertefuldt portræt af en fader, der blev mistet alt for tidligt, og samtidig et portræt af en epoke og en egn, der gennemlevede den totale forandring i årene efter 2. Verdenskrig, og som nu - ligesom faderen - kun lever i erindringen.

Den unge hovedperson i Verden - sådan set overvældes efter sin faders alt for tidlige død af en følelse af fremmedgjorthed og forladthed. Mere eller mindre frivilligt vælger han ensomheden frem for fællesskabet og beskriver i en række erindringsbilleder sin fornemmelse af at være anderledes og miforstået : på det lokale fodboldhold, på universitetet og i kærligheden oplever han udelukkende skuffelser og tab, og kun i drømmene synes det for alvor muligt at se andre perspektiver.
Jean Rouaud beskriver i et fortættet sprog et univers, der er domineret af fornedrelser og resignation, men som alligevel kalder på smilet og latteren, da livets groteske meningsløshed - som i Ærens mark og Store mænd - skildres med en charmerende og ironisk distance.

Med Gaveboden fortsætter Jean Rouaud sin fortælling om fortiden og griber denne gang tilbage i tid, tilbage til sin moders liv, der tog en brat drejning ved faderens alt for tidlige død.
"Hun kommer ikke til at læse disse linier, hun der var som besat af død og sorg og måske derfor af kælighed, ramt af kærlighedens galskab, for det var jo tabet af en mand, der kastede hende ud i denne tilstand, og ikke lige meget hvilken mand, ikke en som alle andre, nej, hendes første og sidste mand, den eneste hun havde modtaget i sig, ham hun delte kroppens nærhed med."

Sidste og afsluttende bind i Jean Rouauds smukke, nænsomme og dybt menneskelige erindringsværk, som indledtes med Ærens mark. Med udgangspunkt i moderens død følger han her trådene tilbage til forældrenes kærlighedshistorie og dermed til sin egen oprindelse.